Støbeværksteder
Støbeværksteder kan være sværere at identificere, da de ikke efterlader magnetisk materiale på samme måde som smedjer, og, i det mindste når det gælder ædelmetaller, heller intet metal. Som regel kan de kun identificeres ud fra fragmenter af digler og støbeforme. I de fleste tilfælde findes spor efter støbning i form af materiale i affaldsgruber; men i enkelte tilfælde har selve værkstedet kunne identificeres.

Kun i få tilfælde er det med sikkerhed muligt at afgøre hvilken type metaller, der har været smeltet i en digel. Grøn korrosion behøver ikke betyde kobberlegeringer, men kan også fremkomme ved støbning af kobberholdigt sølv eller guld.

Ud fra analyse af digler, metaldråber og eventuelt halv-­‐ og helfærdige genstande kan en række spørgsmål søges besvaret:

• Hvilke metaller/legeringer har været støbt?
• Har håndværkeren været specialiseret eller har han arbejdet både med kobberlegeringer og ædelmetaller?
• Var arbejdet baseret på genopsmeltning af skrot eller havde håndværkeren adgang til rene metaller?
• Hvordan var håndværkerens viden og kunnen med hensyn til sammensætning af legeringer og anvendelse af tekniske metoder?
• Kan der ses en forbindelse til traditioner og teknologier, som var udbredt i det øvrige
• Nordeuropa?
• Kendte håndværkeren til anvendelse af magring eller importeret ler med henblik på at øge diglernes ildfasthed?

Den fysiske fordeling af affald i lag eller stolpehuller fortæller om værkstedets fysiske indretning, og kan i tilfælde af velbevarede funktionslag give detaljerede oplysninger om færdsel i og anvendelse af værkstedet.

Prøvetagning

Iagttagelser
Under udgravning bør trækulsholdige lag og stolpehuller undersøges for fragmenter af digler, støbeforme m.m.. Desuden bør man være opmærksom på forekomsten af forglasset ler, metaldråber m.m.

Ved gruber bør det bemærkes om fyldet er lagdelt, specielt om bundlaget adskiller sig fra det øvrige materiale.

Prøver

Funktionslag/gulvlag
Da fordelingen af værkstedsaffald, i selv ensartet udseende lag, er meget ujævn, kan man under ingen omstændigheder nøjes med én jordprøve af et lag. Der bør derfor foretages en systematisk prøvetagning.

• Jordprøver bør tages i et kvadratnet, som ideelt har en sidelængde på 0,2-­‐0,3 m.
• Ved meget store flader/udsmidslag kan prøver tages for hver 0,5 til 1,0 m. Med så stor afstand kan der dog kun opnås en begrænset viden op placeringen af enkelte funktioner.
• Prøvetagning bør udstrækkes til et område uden for lagets/bygningens afgrænsning.

Jordprøver tages løst i pose. Gerne ca 1 liter; men størrelsen har mindre betydning, da det er meget vigtigt, at prøven kun indeholder materiale fra laget, og ikke fra undergrund eller eventuelle tilstødende lag. Derfor hellere 1 dl. ren prøve end 1 liter blandet.

Gruber
Ved tydelig lagdeling tages der prøver fra de enkelte lag. Det er vigtigt, at prøverne kun indeholder materiale fra ét lag. Ideelt tages ca 1-­‐2 liter; men ved tynde lag tages mindre prøver.

Kan der ikke erkendes en lagdeling, kan der tages prøver fra top, midt og bund af gruben.

Stolpehuller
Ved mistanke om at en bygning kan have rummet et værksted, tages der jordprøver fra alle stolpehuller. Ikke kun der hvor der konstateres digelfragmenter eller lignende.

Fælles for alle jordprøver er, at der ikke bør tages noget fra jordprøverne ved flotering eller på anden måde. Naturligvis med undtagelse af egentlige genstande. Det bør i så fald noteres hvilken jordprøve genstanden stammer fra.

Der er ingen særlige krav til prøvernes opbevaring. De må gerne tørre ud.

Det øvrige materiale fra lag og gruber bør vandsoldes med henblik på at finde digel-­‐ og formfragmenter samt metaldråber og -­‐stykker .

Digler og formfragmenter
Digler og forme bør kun afrenses meget varsomt, da en del af metallernes korrosionsprodukter kan findes som et dårligt vedhæftende porøst lag på diglens/formens inderside, og derfor nemt fjernes.

Oplysninger der medsendes

• Udgravningens navn og journalnummer
• Oplysninger om datering
• Planer visende de aktuelle anlæg i forhold til hinanden og til den øvrige udgravning.
• Snittegninger og beskrivelser
• Placering i forhold til kendt bebyggelse fra perioden.
• Evt. udgravningsrapport