AMS 14C-­datering og isotopanalyse

Principper for prøveudtagning og datering
14C­‐datering med acceleratormassespektrometri (AMS) følger de samme grundlæggende principper som konventionel 14C­‐datering. Målemetoden er dog meget anderledes, idet kulstofisotoperne måles direkte ved masseseparation på en såkaldt tandemaccelerator i stedet for detektering af radioaktiviteten af 14C i en proportionaltæller.

Den nødvendige prøvestørrelse kan herved reduceres til 0,1 ‐ 1,0 milligram kulstof. Det er den væsentligste fordel ved AMS­‐metoden, idet det herved er muligt at datere prøver, der ikke indeholder tilstrækkelig materiale til konventionel datering, eller datere prøver af uerstattelige fund uden større indgreb. Det giver også flere muligheder for at foretage dateringer på veldefinerede enkeltindivid­‐prøver i stedet for sammenstykkede prøver.

En let tilgængelig beskrivelse af metoden findes f.eks. i Naturens Verden 1992.

Prøvemængder
Der skal normalt bruges 1 mg rent kulstof til en datering, hvilket kræver forskellige mængder udgangsmateriale afhængig af prøvetypen. Det skyldes forskelle i relativt kulstofindhold og i den mængde af prøven, der bortrenses ved forbehandlingen. Desuden anvendes ca. 0,2 mg kulstof til 13C‐bestemmelse. Normal prøvemængde (tør vægt) for udgangsmateriale af forskellige typer er:

Træ, trækul m.m.   3mg
Planter m.m.   4mg
Tørv   4mg
Gytje   4­‐15 mg
Tekstil   4mg
Skaller   10­‐20 mg
Knogler   100‐400 mg (afhængig af bevaringstilstand)
Brændte knogler   2g

Det er vigtigt altid at indsende rigelige prøvemængder, da det giver mulighed for en mere effektiv forbehandling og eventuelle kontroldateringer på flere fraktioner. Mindre prøvemængder giver normalt større måleusikkerhed og bør i hvert enkelt tilfælde diskuteres med AMS 14C Dateringscenteret.

Kalkmørtel
Der er i de senere år udviklet forbedrede metoder til datering af kalkmørtel (Heinemeier & Jungner 1995; Heinemeier et al. 2010). Der kræves omfattende mekanisk og kemisk separation af mørtelprøver for at reducere risikoen for at evt. indhold af fossil kalksten skal give en misvisende datering. Da risikoen herfor vurderes ved den mekaniske separering og efterfølgende mineralogisk analyse (foretages af vore kolleger ved Åbo Akademi, Finland) og ved datering af flere fraktioner, er mørteldatering meget ressourcekrævende og koster mere end sædvanlige AMS­‐dateringer. Muligheden for pålidelige dateringer afhænger af mørtlens sammensætning og vurderes bedst ved udtagning og datering af flere prøver fra samme bygningsdel. Metoden er dermed udpræget bedst egnet til større sammenhængende projekter snarere end orienterende enkeltdateringer.

Brændte knogler
Også pålidelig datering af brændte knogler har vist sig mulig ved teknikker udviklet over de senere år (Olsen et al. 2008; Olsen et al. 2011). Dateringen foretages ikke på kollagen, da dette forsvinder ved brændingen, men derimod på den mineralske del af knoglen (bioapatit), som omkrystalliserer og bliver mere robust mod nedbrydning. Det er derfor vigtigt, at knoglerne er hvidbrændte, som det typisk ses ved kremering. På grund af det ringe kulstofindhold i bioapatit kræves der prøvestørrelser på omkring 2 gram.

Valg af prøvemateriale
Den vigtigste forudsætning for pålidelige 14C­‐dateringer er omhyggeligt og kritisk valg af prøvemateriale.

Det er vigtigt, at der er en tæt sammenhæng mellem på den ene side den 14C­‐begivenhed (dødstidspunktet for planter/dyr, væksttidspunktet for en årring i et træ), der bestemmes ved målingen, og på den anden side den arkæologiske begivenhed, der ønskes dateret. Derfor er kortlivede organismer (eks. korn, kviste, strå, yderste vækstringe i træer) at foretrække frem for emner, der kan have betydelig egenalder (eks. kerneved fra store træstammer). Til gengæld kræves en omhyggelig vurdering og botanisk karakterisering af materialet, der i det mindste bør være af samme art, hvis størrelsen ikke er tilstrækkelig til en ideel datering på et enkelt individ. Eksempelvis har forkullet korn af byg fra en arkæologisk udgravning givet en plausibel datering, mens uforkullede hyldefrø, tilsyneladende fra samme kontekst, dateredes til tidspunktet for udgravningen (1986) og dermed højst sandsynligt var anbragt af en nutidig mus. Mindre stykker trækul bør sendes til vedbestemmele for en vurdering af den mulige egenalder og AMS­‐prøver fra større træstykker bør udtages efter rådgivning fra et dendrolaboratorium for at opnå en minimering og vurdering af den mulige egenalder.

Med det beskedne krav til prøvemængde kan man udnytte fordelene ved at datere på et enkelt "individ" (en skal, et frø/korn eller et sammenhængende stykke trækul) for at opnå en entydig datering. Det er f.eks. blevet almindeligt at datere tørv og gytje ved at udtage specifikke plantemakrofossiler, der kan antages at være upåvirket af f.eks. yngre rødder. Inden for det samme "individ", f.eks. en knogle, kan de bedst bevarede og mest velegnede dele udtages selektivt. Dateringer på prøver sammensat af f.eks. flere stykker trækul bør altid undgås, da dateringen kan repræsentere et gennemsnit af forskellige aldre (materiale fra forskellige faser) og dermed være uden fortolkningsmæssig værdi.

Det er ligeledes vigtigt at vælge organismer, der har optaget CO2 så direkte som muligt fra atmosfæren. Derfor foretrækkes terrestriske planter og dyr frem for marine organismer, hvis 14C‐aldre vil være forhøjet med en såkaldt reservoiralder på flere hundrede år pga. verdenshavenes kontakt med dybhavet med dets lange opholdstider for opløst kulstof. Når det gælder dyr på højere trin af fødekæden, er knogler af dyr, der lever rent terrestrisk (eks. hjorte, får, geder) at foretrække frem for f.eks. knogler af mennesker, svin og hunde, der kan leve af mere blandet kost. I gunstige tilfælde kan 13C isotopanalyser dog give oplysninger om blandingsforholdene i en sammensat marin/terrestrisk kost til brug for korrektion. I forbindelse med analyse af menneskeknogler er den ideelle fremgangsmåde at datere både disse og terrestrisk kontrolmateriale, da eventuelle afvigelser i datering, sammenholdt med isotopanalyser af 13C og 15N, kan give vigtig information om kostvaner.

På grund af kalkholdigheden i Danmarks undergrund er akvatiske organismer (fisk, skaldyr, vandplanter), der har optaget opløst CO2 fra søer, åer og brakke vandmiljøer, generelt ikke egnet til 14C‐datering. Opløst fossilt karbonat i vandet har vist sig at give en betragtelig "hårdtvandseffekt" i form af 14C-­‐aldre, der kan være flere tusind år for høje. I tilfælde med blandet akvatisk/terrestrisk fødeoptag er det desuden meget vanskeligt at afsløre blandingsforholdet ved hjælp af isotopmålinger. AMS Dateringscenteret er alligevel meget interesseret i at undersøge akvatiske prøver, der er fundet i tæt association med terrestriske prøver, fordi sammenlignende målinger kan bidrage til vor løbende forskning i reservoireffekter (Fischer & Heinemeier 2003; Fischer et al. 2007; Olsen et al. 2010).

Løbende kontroldateringer på "uendeligt" gamle prøver af kalcit, træ, trækul, skaller, foraminiferer, knogle mm. har vist, at små prøver ikke i sig selv giver øget risiko for kontaminering med fremmed kulstof fra naturen eller i laboratoriet, idet en evt. restkontaminering efter den kemiske forbehandling normalt vil udgøre en vis procentdel, der er uafhængig af prøvestørrelsen. Alle prøver undersøges under mikroskop, hvor det er forholdsvist nemt at skelne moderne fremmede materialer som støv eller tøjfibre fra en milligram stor prøve.

Isotopanalyse for stabile isotoper (13C, 15N og 34S)
Især ved datering af menneskeknogler bør den rutinemæssige bestemmelse af 13C­‐indholdet (δ13C) suppleres med måling af 15N‐indholdet (δ15N), som giver information om placeringen i fødekæden og dermed om kostvaner i form af planteføde, animalsk føde eller marin/ferskvandsføde. Analyse af begge isotoper er afgørende for fortolkning af kostvaner og deraf afledt korrektion for reservoireffekter (Fischer et al. 2007; Olsen et al. 2010), og isotopmålingerne giver desuden information om bevaringsgrad og kvalitet af knoglerne og dermed pålideligheden af dateringerne.

Prøvebehandling
Alu-folie og kraftige plastposer med lynlåslukke er velegnede til emballering og mærkning af prøver -­‐ undgå køkkenrulle og mærkesedler af papir og karton. Hvis prøverne forhåndstørres i ovn, bør ovntemperaturen ikke overskride 40‐50 EC for at bevare opløseligheden af evt. kontaminerende humussyre, så denne nemmere kan fjernes i forbehandlingen. Knoglemateriale bør aldrig opvarmes af hensyn til risikoen for nedbrydning af kollagenet. Prøver, der forbliver fugtige, bør opbevares i fryser. AMS­‐prøver skal udtages, før arkæologiske genstande behandles med konserveringsmidler, evt. blot med henblik på muligheden for senere datering. Tidligere konserverede materialer kan dog ofte dateres, hvis der gøres tydeligt opmærksom på forholdet og de relevante oplysninger, f.eks. konserveringsrapporter vedlægges.

For arkæologisk knoglemateriale varierer bevaringsgraden og indholdet af kollagen ofte stærkt inden for den samme knogle. Det mest kompakte og velbevarede materiale findes normalt midt på de store rørknogler. Det anbefales at indsende en af disse knogler i hel tilstand, evt. med angivelse af, hvordan knoglen ønskes udstillet senere. Prøven udtages af AMS Dateringscenteret, f.eks. med 2 mm bor, der efterlader nogle få huller på knoglens bagside. Hvidbrændte knogler er det som nævnt ovenfor nu muligt at datere, men der kræves omkring 2 gram materiale. Forkullede knogler er normalt ikke velegnede til datering og isotopmålinger giver ikke pålidelige oplysninger om kostsammensætningen.

I forbindelse med håndtering og opbevaring af prøver må der kraftigt advares mod risiko for kontaminering fra 14C­‐isotopmærkede organiske stoffer, der ofte anvendes på biologiske forskningsinstitutioner. Da der kan være tale om milliarder af gange højere 14C‐koncentrationer end de naturligt forekommende, kan selv en mikroskopisk kontaminering ødelægge mulighederne for at datere en prøve. Da de antropologiske laboratorier, der modtager knogleprøver, ofte ligger i nærheden af biologiske institutter, er kontaminationsrisikoen særlig stor her.

Ved udgravning af knogler anbefales det derfor at anbringe nogle små knogler (ryghvirvler, fingre) og en enkelt stor knogle (f.eks. lårben) i hver sin plastpose, der klippes til i længde fra en rulle (kendt fra fødevareindustrien) og bindes til i hver ende med henblik på senere tilsvejsning. Når der benyttes plasthandsker ved udgravningen af prøven, har man samtidigt sikret sig, at prøven også er anvendelig til fremtidige DNA analyser mm.

Prøveindsendelse
Skema til beskrivelse af prøver hentes på internettet (www.c14.dk) og sendes elektronisk til Dateringscenteret (c14@phys.au.dk), hvor de importeres direkte i Centerets database og dermed uden risiko for skrivefejl. For yderligere rådgivning og aftale om dateringer kontaktes dateringscenteret.

Dateringsresultater
Dateringsresultater kan som regel foreligge inden for 3­‐5 måneder fra indsendelse. I specielle tilfælde i forbindelse med nødudgravninger har tiden været nede på 24 timer fra modtagelsen af prøven, til et foreløbigt resultat foreligger. Der er indgået gensidige sikkerhedsaftaler med internationale AMS‐laboratorier, så evt. fremtidige driftsforstyrrelser ikke behøver at øge ventetiden.

Dateringsresultaterne rapporteres i konventionelle 14C­‐år før 1950, og hvor det er muligt, angives desuden en kalibreret datering i kalenderår (Reimer et al. 2009). For alle prøver måles fraktioneringen af kulstofisotoperne ved en bestemmelse af forholdet mellem de to stabile isotoper 12C og 13C. Resultatet angives som en δ13C­-værdi, som bruges til finkorrektion af 14C‐alderen. δ13C­‐værdien giver desuden information om prøven, f.eks. marin/terrestrisk oprindelse.

14C­‐resultater for marine prøver påvirkes af havets egenalder, den såkaldte reservoireffekt, som får marine prøver til at synes ældre end samtidigt terrestrisk materiale (ca. 400 år for åbne danske farvande og væsentligt højere for visse fjordområder). Resultatet angives både med og uden denne reservoir-­‐korrektion, som dog altid er indeholdt i den absolutte kalibrering. Den reservoirkorrigerede alder er umiddelbart sammenlignelig med dateringer på terrestrisk materiale. For individer med blandet marin/terrestrisk føde (f.eks. mennesker, hunde og svin) beregnes fødesammensætningen ud fra den målte δ13C­‐værdi for at bestemme, hvor stor en andel af den fulde reservoirkorrektion der skal anvendes. Kalibreringen foretages på den reservoirkorrigerede alder og repræsenterer dermed vores bedste vurdering af den virkelige alder i kalenderår.

Kalibrering, δ13C­‐målinger og reservoireffekten er diskuteret nærmere i indledningen til AMS Centerets årsoversigt i Arkæologiske udgravninger i Danmark 1992.

Dateringsnøjagtighed
Målenøjagtigheden kan i et vist omfang vælges efter problemstillingen, men den maksimale nøjagtighed er dog afhængig af alder og prøvestørrelse. For arkæologiske prøver under ca. 5.000 år, er usikkerheden typisk mellem 25 og 35 14C‐år.

Den kalibrerede kalenderalder af en prøve kan i visse tilfælde være væsentligt mere usikker end 14C­‐alderen pga. udsving i kalibreringskurven, der skyldes fluktuationer i atmosfærens 14C­‐indhold gennem tiden. Bemærk f.eks. at 14C‐metoden normalt ikke kan skelne aldersmæssigt mellem prøver fra tidsintervallet 1650­‐1950 e.Kr. Ved indsendelse af prøver er det vigtigt at give en beskrivelse af problemstillingen, der er detaljeret nok til at AMS Dateringscenteret kan vurdere behovet for nøjagtighed og afgøre, om problemstillingen overhovedet kan løses med 14C‐datering.


Litteratur

Fischer A, Heinemeier J. 2003. Freshwater Reservoir Effect in 14C Dates of Food Residue on Pottery. Radiocarbon 45(3): 449-­‐66.

Fischer A, Olsen J, Richard M, Heinemeier J, Sveinbjörnsdottir ÁE, Bennike P. 2007. Coast-­‐ inland mobility and diet in the Danish Mesolithic and Neolithic: evidence from stable isotope values of humans and dogs. Journal of Archaeological Science 34: 2125-­‐50.

Heinemeier, J., H.L.Nielsen og N.Rud: Kulstof‐14 datering med accelerator. Naturens Verden 1992, 371‐379.

Heinemeier, J. & H.Jungner: C­‐14 datering af kalkmørtel. Arkæologiske udgravninger i Danmark 1994 (1995), 23‐40.

Heinemeier J, Ringbom Å, Lindroos A, Sveinbjörnsdóttir ÁE. 2010. Successful AMS 14C dating of non‐hydraulic lime mortars from the Medieval churches of the Åland Islands, Finland. Radiocarbon 52(1): 171‐204.

Olsen J, Heinemeier J, Bennike P, Krause C, Hornstrup KM, Thrane H. 2008. Characterization and blind testing of radiocarbon dating of cremated bone. Journal of Archaeological Science 35: 791­‐800.

Olsen J, Heinemeier J, Lübke H, Lüth F, Terberger T. 2010. Dietary habits and freshwater reservoir effects in bones from a Neolithic NE German cemetery. Radiocarbon 52(2­‐3): 635–44.

Olsen J, Hornstrup KM, Heinemeier J, Bennike P, Thrane H. 2011. Chronology of the Danish Bronze Age based on 14C dating of cremated bone remains. Radiocarbon 53(2): 261­‐75.

Reimer PJ, Baillie MGL, Bard E, Bayliss A, Beck JW, Blackwell PG, Bronk Ramsey C, Buck CE, Burr GS, Edwards RL, Friedrich M, Grootes PM, Guilderson TP, Hajdas I, Heaton TJ, Hogg AG, Hughen KA, Kaiser KF, Kromer B, McCormac FG, Manning SW, Reimer RW, Richards DA, Southon JR, Talamo S, Turney CSM, van der Plicht J, Weyhenmeyer CE. 2009. IntCal09 and Marine09 radiocarbon age calibration curves, 0–50,000 years cal BP. Radiocarbon 51(4):1111–50 51(4): 1111-50.