Hvad er arkæozoologi?
Dyreknogler fra en arkæologisk udgravning er en arkæologisk genstandsgruppe på lige fod med de øvrige arkæologiske genstandsgrupper. Dyreknogler er i øvrigt en af de arkæologiske genstandsgrupper, som er repræsenteret ved det største antal fragmenter, i størstedelen af de arkæologiske udgravninger. Arkæozoologien omfatter studiet af dyreknogler fra arkæologiske kontekster og søger at opnå en forståelse for det forhistoriske menneske og dets miljø, specielt interaktioner mellem mennesker og dyrepopulationer (vilde såvel som domesticerede). Disciplinen arkæozoologi har sin rod i palæontologien og zoologien og har fra midten af 1900‐tallet gennemgået en rivende udvikling og fremstår i dag som den bedst etablerede og samtidig mest diverse specialdisciplin inden for arkæologien.1, 2
Hvad kan dyreknogleanalyser bruges til i kulturhistorisk sammenhæng?
Dyreknogler stammer fra skeletter af hvirveldyr dvs. padder, krybdyr, fisk, fugle og pattedyr. En artsbestemmelse af knoglerne bidrager med informationer om i) ressourceudnyttelse i bred forstand, ii) sæson for aktiviteter og iii) palæomiljøet herunder klimaindikationer. Især er studier af fisk og fugle velegnede til at give information om sæsonudnyttelse og sæsonbeboelse. Detaljerede analyser af knogler fra de vilde arter ‐ omfattende beregning af arternes relative hyppigheder, måltagning på knoglerne, studier af tandfrembrud, tandslid og epifysetilvoksning (aldersbedømmelse), repræsentation af skeletelementer, snitsporsanalyser samt evt. vækstringsanalyser ‐ kan bruges til at afdække strategier og teknikker anvendt under fiskeri, fuglefangst og jagt.
Med landbrugets indførelse kommer der fokus på husdyrene, de domesticerede former. Her kan de ovenfor nævnte detaljerede analyser afdække praksis for husdyrhold. Man kan f.eks. belyse, om der har været fokus på produktion af uld eller kød for fårenes vedkommende eller hvordan hønseholdet har udviklet sig igennem tid. Både for jægersamlersamfund og for fastboende samfund kan dyrearternes skeletelementfordeling give informationer om aktivitetsområder på selve bopladsen f.eks. for redskabsfremstilling eller forarbejdning af fisk.
De arkæozoologiske analyser bidrager desuden med informationer om handel og udveksling samt rituel adfærd og dermed kulturelle og sociale aspekter af samfundet. Dette nævnes blot som få eksempler på hvilke informationer om de forhistoriske menneskes levevilkår og levevis vi kan udlede af dyreknoglerne fra de arkæologiske kontekster.
Analysemetodernes begrænsninger
Kvaliteten af dyreknogleanalyserne vil i høj grad være afhængig af dels de anvendte udgravningsmetoder dels identifikationsmetoden. Identifikation af et ofte fragmenteret knoglemateriale kræver stor erfaring og som et helt grundlæggende krav en komparativ skeletsamling af høj kvalitet. Den komparative samling bør omfatte skeletter af alle relevante arter inden for det geografiske område og den periode et materiale kommer fra. Det er nødvendigt med et stort antal skeletter af hver enkelt art i alle størrelser (fisk), som omfatter begge køn og alle aldre (fugle og pattedyr) samt for de domesticerede former også kastrerede individer. Dette er nødvendigt for at have styr på den variation der findes mellem individer af samme art og mellem de forskellige arter.3 De arkæozoologiske undersøgelser er gennem de seneste årtier i stigende grad blevet kombineret med en række kemiske analyser som isotop‐ og DNA analyser. Disse analyser kan ikke erstatte de klassiske arkæozoologiske analyser men i høj grad supplere og udbygge visse aspekter af arkæozoologien.
Udgravnings- og indsamlingsteknik i felten
Dyreknoglerne udgraves, indsamles og registreres i overensstemmelse med udgravningens overordnede problemformulering. Indsamlingsstrategien bør nøje planlægges inden man påbegynder udgravningen. Her kan det være relevant at søge råd hos en arkæozoolog for at finde frem til den bedste strategi for udgravning af dyreknoglerne. Det er vigtigt, at registreringen er så deltaljeret som muligt, og at knoglerne henføres til en specifik kontekst så som anlæg, lag, felt o.l. Den optimale måde at udgrave dyreknogler på er en kombination af udgravning med graveske og soldning. I visse sammenhænge kan registrering i tre dimensioner være at foretrække.
Soldning
Den gennemgravede jord soldes gennem (våd)sold med en maskevidde på mindst 3 mm. Det soldede materiale sorteres om muligt i felten og tørres langsomt. Desuden udtages en række sedimentprøver til soldning gennem sold med endnu finere maskevidder (ned til mindst 1 mm). Dette er absolut afgørende for at få et repræsentativt materiale af padder, krybdyr, fisk, fugle og små arter af pattedyr. Finsoldningen kan evt. fortages efter hjemtagelse i laboratoriet.4
Artikulerede skeletter
I tilfælde hvor et helt individ eller store dele af et individ påtræffes med knoglerne liggende helt eller delvist i anatomisk korrekt orden er det yderst vigtigt at knoglerne dokumenteres i felten ved tegning/fotografering og indmåling i tre dimensioner. Der kan f.eks. være tale om hele individer af pelsede dyr, deponeringer af hele eller dele af dyr i gruber eller i humane jordfæstegrave eller egentlige dyrebegravelser. Desuden bør knogler der ligger i anatomisk korrekt orden holdes samlet ved optagelse og det bør indikeres på etiketten at fundet var artikuleret før optagelsen
Brændte knogler
Dyreknogler fundet i arkæologisk kontekst forekommer ofte i brændt tilstand. De mest velkendte fundkategorier udgøres af brandgrave samt spektakulære fund af indebrændte dyr fra jernalderen. I visse egne af landet er brændte dyreknogler desuden de eneste bevarede knogler, som følge af dårlige bevaringsforhold. De brændte knogler udgør således ofte de eneste levn af den udnyttede fauna. Brændte knogler skal som udgangspunkt indsamles og registreres på samme måde som de ubrændte, dog bør man helst undlade at ”skrabe” henover fundene, da de ofte er meget skrøbelige. Optimalt indsamles sediment og knogler som derpå soldes forsigtigt. Det er desuden vigtigt, at registrere, om knoglerne er deponeret som små sluttede fund eller ligger spredt i fylden.
Små koncentrationer af brændte knogler fra bopladser udgør i princippet små sluttede fund, og de kan dermed sidestilles med brændte knogler i brandgrave.5
Optagning af skrøbelige knogler
I nogle tilfælde er knoglerne så velbevarede, at man uden tøven kan tage dem op uden at bekymre sig om videre behandling. I andre tilfælde er knoglerne knapt så velbevarede, og hvis man ikke udviser forsigtighed, falder de i mange stumper – både ved optagningen og senere efterbehandling. Dette kan vanskeliggøre senere analyser. Derfor er det meget vigtigt at man behandler knoglerne nænsomt og forsigtigt, og allerede i felten tager nogle forholdsregler for at bevare dem intakte.
Man kan anvende forskellige kemikalier for at konsolidere knoglerne6. Før man påfører disse må man dog afgøre med sig selv hvad man fremover ønsker at anvende knoglerne til. Anvender man Paraloid B72, det vel nok mest anvendte konsolideringsmiddel, skal man være opmærksom på at det ikke kan anvendes på våde genstande, og at det indeholder kulstof og derfor kan give problemer ved senere isotopanalyser, bl.a. 14C-dateringer. Anvender man derimod vandglas (natriumsilikat) har det den fordel at det kan anvendes på våde genstande og at det ikke er kulstofholdigt. Det er dog ikke reversibelt og kan således ikke fjernes igen, og derved genere ved senere analyser af knoglernes overflade (det kan klumpe eller indkapsle jord). Ved brug af andre midler kan der forekomme krympningsrevner, misfarvninger, afskalninger m.m. Man rådes derfor til at overveje hver enkelt situation før man træffer et valg. Den bedste løsning vil dog altid være at man tager de skrøbelige knogler op som præparat (indkapslet i gips) så den videre udgravning kan foregå under ordnede forhold på et værksted.
Tørring af knogler
Tørring af knoglerne efter optagning er vigtig, for våde knogler danner en fin grobund for mug. Dette skal gøre nænsomt, eftersom selv velbevarede knogler kan revne og sprække hvis de tørres for hurtigt. Man skal derfor ikke lade dem ligge direkte i solen og tørre. Det kan være en fordel at lade dem ligge et sted hvor der er god ventilation, men under dække af en fugtig klud eller viskestykke.
Rensning af knogler
Inden knoglerne skal analyseres er det et krav at de er rensede for jord. Dette gøres som regel ved at vaske dem. Her skal man dog være klar over at man endnu engang udsætter knoglerne for stress, hvilket kan resultere i større fragmentering, afrunding af skæreflader, og tab af naturvidenskabelig information (se afsnittet om DNA) 7. Hvor det er muligt bør rensning af knogler ved brug af vand undgås.
Indlevering, registrering og magasinering
Se særskilt temaark i manualen.
Litteratur
1O’Connor, T. 2004: The Archaeology of Animal bones. Sutton Publishing Limited.
2Reitz, E. J. & E. S. Wing, 1999: Zooarchaeology. Cambridge Manuals in Archaeology.
3Morales, A. M. 1993: Ornithoarchaeology: The Various Aspects of the Classification of Bird
Remains from Archaeological Sites. Archaeofauna vol. 2.
4Enghoff, I.B. 2005: Dyreknogler fra Vikingetidens Viborg. In: Iversen, M., Robinson, D.E., Hjermind, J. & Christensen, C. (red.) 2005. Viborg Søndersø 1018-1030. Arkæologi og naturvidenskab i et værkstedsområde fra vikingetid. Viborg Stiftsmuseum, Jysk Arkæologisk Selskab. pp. 239‐268.
5 Kveiborg, J. 2011: Indsamling og registrering af brændte dyreknogler fra bopladser – Er det besværet værd? En diskussion af materialets muligheder og begrænsninger. I: N.A. Møller, S.S. Qvistgaard og S.F. Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og Vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Beretning fra et colloquium i Ribe 4.-5. oktober 2010. Arkæologiske Skrifter 10. København, side 123 – 127.
6Johnson, J.S. 1994. Consolidation of Archaological Bone: A Conservation Perspective. Journal of Field Archaeology, vol. 21, no. 2, pp. 221‐233.
7Richter, K.K. et al. 2011. Fish’n chips: ZooMS peptide mass fingerprinting in 96 well plate format to identify fish bone fragments. Journal of Archaeological Science, vol. 38, pp. 1502‐1510.