Hvad er en flotering?
Formålet med en flotering er at adskille forkullede plantedele fra de mineralske partikler, således at den prøvemængde der skal gennemses under mikroskop minimeres.

Ved en flotering hældes jordprøven i vand, hvorved de forkullede plantedele vil flyde ovenpå, mens de tungere mineralske partikler vil synke til bunds.

Hvilke typer af prøver floteres ?

Metoden er kun egnet til prøver fra tør bund, hvor det kun er det forkullede plantemateriale som er bevaret.

Prøver der består af rent forkullet materiale f.eks. strå med hele kornaks, brændte forråd, sammenbrændte klumper af frø o. lign. skal ikke floteres. 

Prøver hvor lagets opbygning er væsentlig for analysen skal ikke floteres.
Prøver der indeholder uforkullede planterester f.eks. fra brønde, våde aflejringer og kulturlag i byerne skal ikke floteres.

Floteringen
Floteringsapparater
Principielt kan man anvende en spand med vand til flotering, men det er ret uhåndterligt, især hvis man har store prøvemængder. Der findes flere typer af floteringsapparater f.eks. tøndeformede, roterende rørformede og åbne bakkeformede; fælles for dem er at der kontinuerligt ledes vand gennem prøven.
Der er flere fordele ved at anvende et åbent bakkeformet floteringsapparat; først og fremmest kan man let se om der er mere forkullet materiale tilbage i prøven, men det er desuden nemt at undersøge floteringsresten for tunge komponenter af kulturhistorisk værdi f.eks. brændt ler, keramik, metal o. lign.
Man kan genbruge vandet ved at lede det gennem flere slæmmekar, og herefter pumpe det op fra det sidste slæmmekar.

Behandling af prøven inden flotering
Først måles jordprøvens volumen.

Hvis der er meget ler i prøverne, kan det enten være nødvendigt at sætte dem i blød nogle timer inden floteringen, de kan også spredes ud på et underlag og tørres først. . Prøver fra sandet bund kræver ingen forbehandling, men hvis man tørrer dem først flyder det forkullede materiale nemmere ovenpå. 

Floteringen
Det forkullede materiale opsamles i analysesigter, anbefalet maskevidde til makrofossilprøver er 0,5 mm.
Floteringsapparatet fyldes med vand, og jordprøven tilsættes. Hvis jordprøven er meget stor hældes der lidt i af gangen.
Vandtrykket skal herefter reguleres; for at finde det rigtige flow må man prøve sig frem. Der må ikke være så meget tryk på, at sandet skylles med ned i analysesigterne, men hvis man har for lavt vandtryk får man ikke alt det forkullede materiale med. Prøver med meget ler kan med fordel køres med lavt vandtryk i starten for at opløse lerklumperne. På de bakkeformede floteringsapparater kan man desuden regulere hældningen af bakken.
Desværre stopper sigterne let til, specielt i starten hvor der skylles meget fint materiale ud af prøven. Problemet kan oftest afhjælpes ved at banke let på undersiden af nettet i sigten.

Det opsamlede forkullede materiale i analysesigterne skylles herefter meget grundigt med rent vand. Det er vigtigt at det er rent vand, da recirkuleret vand ofte indeholder lerpartikler, der lægger sig som en tynd film rundt om det forkullede materiale og skjuler vigtige diagnostiske karakterer.

Det forkullede materiale i analysesigterne hældes derefter i poser og tørres. Det anbefales at der bruges kaffefiltre. 
Filterposerne mærkes med manilamærker af plastic og prøverne tørres herefter ved stuetemperatur. Prøverne lukkes med papirclips, brug ikke hæfteklammer og tape.

Slæmmeresten undersøges for materiale af kulturhistorisk værdi som ikke er blevet skyllet ned i analysesigterne f.eks. myremalm, brændt lerklining, brændte knogler, klumper af brændt tørv, slagger og magnetisk materiale. Magnetisk materiale opsamles nemmest med en magnet. Hvis der kun er få komponenter tages disse fra og vedlægges prøven. Hvis der er så store mængder, at det er uoverkommeligt at sortere dem fra kan hele flotationsresten, slæmmes, tørres og gemmes. 

Åbent, bakkeformet flotationsapparat fremstillet af plastikdunk. I bunden er påmonteret dysse til vandindtag og kobberrør med huller i. (Foto Annine S. A. Moltsen)