Hvad er arkæobotanik?
Arkæobotanik og makrofossilanalyse er termer der traditionelt anvendes for studier af frø og frugter, som findes i arkæologiske sammenhænge. De fleste frø og frugter kan bestemmes til artsniveau. Andre botaniske makrofossiler som blade, rødder, knopper, rakler, mosser og træ kan registreres ved en makrofossilanalyse, men detaljerede bestemmelser må ofte udføres af andre specialister.

Hvad kan arkæobotanik anvendes til i kulturhistoriske sammenhæng?
De arkæobotaniske rester kan sammen med de arkæologiske observationer anvendes til at belyse en række kulturhistoriske forhold, alt efter hvilken kontekst de kommer fra. Herunder er de mest traditionelle nævnt:

• Den almene brug af de naturlige planteressourcer f.eks. til foder og strøelse, indsamlede arter anvendt i husholdningen, plantedele anvendt i huse f.eks. til tagdækning
• Agerbruget gennem tiden, herunder dyrkede arter, introduktion af nye afgrøder, høst, rensning og opbevaring af dyrkede afgrøder.
• De naturlige eller halvnaturlige forhold på våde lokaliteter som søer, voldgrave, brønde, omkring bebyggelser og de økologiske forhold i marken.
• Frø og frugter findes desuden i rester fra en lang række andre aktiviteter knyttet til husholdning og handel; først og fremmest i kosten, inklusiv brygning af øl og mjød, men der er også fundet rester fra havebrug, tekstilfremstilling, farvning, lægeurter m.m.
• Makrofossiler kan desuden ofte anvendes i forbindelse med funktionsbestemmelser af huse og anlæg som brønde, gruber og beholdere.
• Makrofossiler kan desuden findes i rituelle sammenhæng f.eks. grave.
• Makrofossiler anvendes desuden til C14­‐datering,

Hvornår kan arkæobotaniske analyser anvendes?
Makrofossilanalyser kan anvendes i næsten alle typer af arkæologiske aflejringer, hvor der er gunstige bevaringsforhold. Makrofossilerne kan bevares i uforkullet, forkullet, udtørret, aftryk og mineraliseret tilstand.

• På tør bund er det kun de forkullede frø og plantedele, der vil være bevaret. Da forkullede frø er porøse, tåler de ikke tryk og slid. Derfor vil de almindeligvis være bedst bevaret i stolpehuller, gruber, grøfter, forseglede lag på brandtomter, gulvlag i kroge i huse og lignende, hvor de har ligget beskyttet.
• På vandmættet bund f.eks. i brønde, voldgrave, søer, samt i lag der er blevet hurtigt forseglet så der har været iltfattigt, f.eks. organiske lag i byerne, samt nogle typer af affaldsgruber, vil de uforkullede makrofossiler også være bevaret. Denne type lag og prøver er i det følgende betegnet som ”våde aflejringer og våde prøver”.
• Udtørrede frø kan f.eks. findes i kirkemure, husmure og i lerklining i andre bygninger fra middelalderen og fra senere tid. Desuden kan der findes udtørrede frø i jordlag under kirkerne, hvor der ikke er sivet regnvand igennem siden anlæggelsen af kirken.
• Aftryk af plantedele kan f.eks. findes i lerkar og bageplader, i lerklining og i ovnkapper. Indmagret plantedele fortæller om fremstilling og håndværk.
• Mineraliserede frø og plantedele er mere sjældne. Mineraliseringen sker hyppigst, hvis plantedelene har været i kontakt med metalgenstande. Mineralisering kan også ske hvor der f.eks. er aske og vand tilstede, eller i bunden af forrådskrukker.

Hvis der kun udføres en traditionel makrofossilanalyse med bestemmelse af frø, vil man få en artsliste. Man vil altid få et mere detaljeret billede og et bedre tolkningsgrundlag jo flere faktorer der inddrages, det er derfor en klar fordel hvis man kombinerer makrofossilanalyserne med andre typer af analyser, f.eks. detaljerede laganalyser, pollenanalyser og materialeanalyser

Materialets og metodens begrænsning/ usikkerhed
Det er først og fremmest bevaringsforholdene, der er afgørende for, om der vil være succes med en makrofossilanalyse. På tør bund vil man kun få indblik i anvendelsen af de planteressourcer, der har været i forbindelse med ild. Fra de våde til fugtige aflejringer kan materialet være mere eller mindre nedbrudt som følge af svingninger i vandmætningsgraden, og dertil kommer, at nogle typer af frø nedbrydes hurtigere end andre. Det er derfor ikke altid, at vi får det komplette indhold af det botaniske materiale, der oprindeligt har været aflejret på stedet.

Prøveudtagning og behandling
Brug rene redskaber og emballage. Brug vandfaste manillamærker, og skriv med vandfast pen eller blyant, når prøven mærkes. Det er ikke nok at skrive på posen med tusch, det forsvinder hurtigt. Anbring manillamærket, så det kan læses uden at prøven først skal åbnes.

Prøver fra våd bund og fra tør bund, udtages og behandles vidt forskelligt (se nedenfor).

Prøver fra våd bund udtages optimalt som blokke, om muligt med længde x bredde på ca.15 cm x 15 cm, i højden kan hele laget være repræsenteret, der kan evt. udtages sammenhængende søjler op gennem lagene. De øverste 5‐10 cm af undergrunden skal med hvis der er gravet til undergrund, da der kan være vækstlag mm.
Det er nemmest at udtage blokprøverne, hvis de først graves fri på 3 sider. Fra profiler kan man evt. lade en blok stå ud fra profilen så prøven kun skal skæres fri på bagsiden, alternativt hugges der fri på begge sider af jordsøjlen.

Fra flader er der nemmest at anbringe en plade på det sted man vil udtage prøven og så grave fri rundt om den. Hvis lagene er meget sandede eller løse kan de understøttes af en hård plade af vandafvisende materiale, f.eks. plexiglas, eller en flise. Pas på at lagene ikke udtørrer inden prøverne udtages!.

Bageforme o. lign. kan generelt ikke anbefales; dels indeholder de ikke nok materiale til en makrofossilprøve, og dels er det svært at få prøven intakt ud af dem. Prøver af løs jord bør også undgås. Kun hvor forholdene gør det umuligt at udtage blokprøver, bør disse alternativer anvendes, men det forringer ofte resultaterne.

Hele prøven og den evt. understøttende plade vikles straks godt ind i vitawrap (5­‐6 lag). Vitawrappen skal sidde stramt, så den holder på prøvens form og fugt. Prøvens oprindelige orientering mærkes med top/bund, man kan evt. markere den lagdeling, der er anvendt på profiltegningen udenpå prøven. Stedet hvor prøven er udtaget markeres på den relevante tegning.

Prøven skal IKKE floteres eller efterbehandles af museet. Prøverne opbevares køligt og mørkt. Dog skal prøver med latrinmateriale helst nedfryses.

Prøver fra tør bund
Prøver med komplekse lagstrukturer, f.eks. gulvlag, grøfter, rester af vækstlag mv., hvor lagets opbygning er vigtig i forhold til analysen, udtages som beskrevet for de våde prøver.
Hvis lagets opbygning ikke er underordnet, f.eks. i stolpehuller kan prøverne i langt de fleste tilfælde udtages som løst materiale, der hældes i kraftige sække, poser eller spande.

• Udtag prøven, så der KUN er et lag i hver prøve
• Tag så store prøver som muligt, helst 10 liter, men ellers al den jord der er i anlægget.
• Fra stolpehuller udtages kun prøver fra selve stolpesporet, hvis det altså kan skelnes fra nedgravningen. Hvis stolpespor og stolpenedgravning ikke kan adskilles, udtages en samlet prøve. Til analyse udtages al materialet fra det halve stolpespor, der er tilbage efter snitning.
• Fund eller lag der består af rent forkullet materiale f.eks. strå med hele kornaks, brændte forråd, sammenbrændte klumper af frø o. lign. udtages forsigtigt evt. som præparat, og de skal IKKE floteres. En eventuel flotering af denne type fund afgøres af arkæobotanikeren.
• Brændte madskorper er meget skrøbelige, lad derfor materialet blive siddende på skåret.

Bortset fra prøverne med rent forkullet materiale, og blokprøver skal prøverne fra tør bund floteres.

Udtørrede frø og plantestængler skal behandles forsigtigt. Så meget som muligt tages ud til prøveformål. Al videre behandling foretages af arkæobotanikeren.

Aftryk af planter findes som regel i keramik eller lerklining. Der kan foretages afstøbning af konservatorer, som efterfølgende kan identificeres.

Mineraliserede makrofossiler
Mineraliserede makrofossiler er meget skrøbelige og overfladen ødelægges nemt. Prøver af mineraliseret materiale skal derfor udtages i præparat. Undlad at løsne materialet fra underlaget.

Strategier for prøveudtagning
Der er rigtig mange muligheder for prøveudtagning, og her kan kun gives enkelte eksempler og tips. Det er altid vigtigt at have kontakt til en arkæobotaniker, så strategien kan planlægges, diskuteres og korrigeres ud fra de aktuelle arkæologiske/arkæobotaniske problemstillinger, det arkæobotaniske potentiale og det økonomiske råderum.

Overordnet arbejdes der med to forskellige typer af strategier for udtagning af prøver: stikprøvestrategier og den problemorienterede strategi.

Stikprøvestrategier
Her udtages stikprøver efter et på forhånd fastlagt mønster uanset problemstillinger. Man kan f.eks. vælge at der skal tages en prøve fra alle lag og/eller anlæg i udgravningen, eller man kan udlægge et kvadratmeternet og vælge at udtage en eller flere prøver pr. kvadrant. Er der flere lag ned gennem kvadranten, udtages prøver fra hvert lag.
Hvis man anvender stikprøvestrategien, vil man få rigtig mange prøver, men så er materialet sikret, og man har flere muligheder:

• At analysere alle prøverne.
• At screene alle prøver (kun relevant for floterede prøver) for at vurdere deres potentiale.
• At udvælge stikprøver til analyse, og så arbejde videre med enkelte problemstillinger.

Det er den mest spændende, udforskende, og mest udviklende strategimetode, fordi man får et stort materiale at arbejde med, og ofte finder man nye og spændende muligheder. Resultaterne fra stikprøveudtagningen danner ofte grundlag for de problemorienterede strategier.

Problemorienterede strategier
De problemorienterede strategier er metoder der er tilpasset de aktuelle arkæologiske problemstillinger.

Huse

• I huse, staklader m.v. hvor der ikke er gulvlag bevaret, udtages prøver i alle stolpehuller og i alle rester efter anlæg inde i og nær huset. Hvis der er gulvlag bevaret, indsamles desuden en prøve fra hver kvadratmeter herfra.

VIGTIGT !
Brændte huse har både national og international værdi, da de kan rumme materiale som normalt ikke kommer i forbindelse med ild inde i husene. Det kan være både botaniske og zoologiske levn, men også andre typer af materialer. Analyser fra brandtomterne tjener desuden som reference når vi skal tolke de mere fragmentariske rester, der sædvanligvis er bevaret i stolpehuller og på gulve. Brandtomter bør derfor prioriteres højt.
Selvom der ikke er midler til at analysere alle prøver, må materialet sikres ved en systematisk og meget detaljeret indsamlingsstrategi. Det bør derfor tilstræbes, at ALLE de relevante laboratorier straks kontaktes og et team sammensættes til at udarbejde strategier for udtagning af prøver.

Gruber, brønde, latriner, og andre nedgravninger
Det nederste lag vil ofte afspejle den primære funktion, men anlæggene kan have haft sekundære funktioner, f.eks. en brønd der senere har været brugt til rødning. I andre typer af anlæg f.eks. nedgravede ovne vil der ofte være flere funktionslag og desuden lag med rester fra anlæggets konstruktion (ovnkappen). Så som grundregel udtages prøver fra alle lag.

• På tør bund udtages prøver fra alle lag. Hvis anlæggets funktion ikke er kendt og/eller lagenes opbygning er vigtige (f.eks. grøfter og ovne ), suppleres med en blokprøve, der kan bruges til lag‐ og materialeanalyse og evt. andre typer af naturvidenskabelige analyser.
• På våd bund udtages blokprøver.

Flader
Der kan være meget stor variation hen over flader. Derfor får man mest ud af at indsamle flere prøver fra fladen; evt. systematisk efter et kvadratmeternet.

Beholdere
Alt indholdet udtages, bundlaget udtages i en prøve for sig selv, da det oftest er her primærfunktionen afspejles. Husk at tage referenceprøve af jorden udenfor beholderen.

Brændte forråd
Alt materialet udtages og floteres ikke. OBS: der kan være indhold fra flere oprindeligt adskilte oplagringer, der ikke må sammenblandes. Kontakt arkæobotanikeren.

Jernudvindingsovne
Alt forkullet materiale udtages. Må ikke floteres. Kontakt arkæobotanikeren

Grave
Som grundregel udtages en prøve fra maveregionen, fra brystpartier, fra underlaget, under eller ved siden af kraniet og ved lårbenet (referenceprøve). Hvis der er metal i graven, udtages jorden eller andet materiale, der har været i kontakt med metallet. Hvis der er andre steder, hvor der er organisk materiale bevaret, f.eks. i forbindelse med "madofre" udtages prøver herfra. Det skal dog bemærkes, at der skal være gode bevaringsforhold for, at det uforkullede organiske materiale er bevaret.

Lag og anlæg i middelalderbyerne og andre steder, hvor der er velbevarede våde aflejringer
På grund af de gode bevaringsforhold kan man her få indsigt i mange aktiviteter og funktioner. Hvis man kun har profiler i mindre huller, udtages blokprøver ned gennem profilerne. Husk at de øverste 5­‐10 cm af undergrunden skal med i blokprøven. Hvis man har meget lange profiler, udtages prøveserier flere steder i profilen.
I alle andre tilfælde må arkæobotanikeren kontaktes og besigtige udgravningen, da strategien for udtagning af prøver afhænger af hvilke aktiviteter og anlæg, der kan være tale om. Det er desuden særdeles vigtigt, at de arkæologiske problemstillinger og de arkæobotaniske muligheder koordineres løbende. Arkæobotanikeren bør kontaktes inden eller i starten af udgravningen for at optimere prøvetagning og dermed resultat af undersøgelsen.