Formål
Ansigtsrekonstruktion er en metode til at genskabe et ansigt over et kranie. Således kan et fortidigt eller historisk ansigt genskabes, såfremt kraniet er til stede. Ansigtsrekonstruktion udføres især med henblik på udstilling og formidling.

Metode
Ansigtsrekonstruktion tager udgangspunkt i den overensstemmelse, der vil være mellem ansigtets bløddele og kraniet. Denne overensstemmelse er udtryk for det forløb og den fylde ansigtets muskler har og så tykkelsen af bløddelene, herunder fx underhudens fedtlag, svarende til forskellige områder i ansigtet. Metoden til ansigtsrekonstruktion bygger derfor dels på kendskab til ansigtsmusklerne og deres forløb og hæftning på kraniet, dels på en lang række anatomiske og retsmedicinske undersøgelser af bløddelstykkelse svarende til bestemte steder på kraniet.

Alle rekonstruktionsteknikker begynder med en vurdering af kraniet, herunder naturligvis fastlæggelse af køn og alder. Der laves så en gipskopi af kraniet, og det er kopien der danner grundlag for det videre arbejde. I særlige tilfælde, kan der også skabes en kopi ud fra en CT-skanning af kraniet ved 3D print.

Bløddelstykkelsen svarende til bestemte steder på kraniet vurderes nu ud fra en række tabeller. Tabelværkerne kan kun angive middelværdier, og hermed sker den første afvigelse fra den engang levendes person "rigtige" ansigt: vi kan ikke sige, om personen var tyk eller tynd, men må bruge disse middelværdier. Ved alene at opbygge en ansigt ud fra tabeller om gennemsnitlig bløddelstykkelse fås et meget ”gennemsnitligt” og karakterløst ansigt; ved alene at går ud fra muskler er der omvendt en risiko for et for ”ekstremt” ansigt. En kunstnerisk evne, koblet med videnskabelige data, er en afgørende forudsætning for at opnå et ansigt, der troværdigt afspejler det givne kranie og dermed den engang levende person, samtidig med at man får indtryk af en ”rigtig” person.

Tykkelsen angives ved at sætte små målepinde fast, der angiver tykkelsen svarende til bestemte steder på kraniet. Derefter følger et arbejde med påføring af 25 af ansigtets vigtigste muskler. Næseåbningen, næseryggen samt ganens forløb, giver tilsammen et billede af næsen, og ligeledes kan læber, mund og øjenregionen opbygges meget troværdigt (hvorimod ørerne er helt stiliserede). 

Til sidst er tilføjet en frisure og evt. skæg. Dette vurderes sammen med arkæologer, og afhængig af periode kan henvises til møntfund, kalkmaterier, etc. Hår-, hud- og øjenfarve udenfor rækkevidde i rekonstruktionen. Det laves en gipskopi af det færdige resultat, som så påføres en farve, der kan være afstemt efter udstilling, periode, etc.

Om ligheden med den engang levende person kan det på baggrund af retsmedicinske sager, hvor en uidentificeret endte med at kunne identificeres, siges, at ”genkendelsesraten” ca. er på 60-80%.

Kraniet behøver ikke nødvendigvis at være komplet og velbevaret.