Analyser af humant knoglemateriale fra arkæologiske udgravninger kan bidrage til at rekonstruere såvel individers som befolkningers helbred og liv i fortiden. På baggrund af skeletstudier kan der udledes informationer om: køn, alder, den ernæringsmæssige tilstand, legemshøjde, sygdomme, behandlinger, læsioner o.s.v. Sammenholdt med arkæologiske data har antropologiske skeletundersøgelser potentiale til give os et billede af tidligere, historiske og forhistoriske samfund og levevilkår.
Vejledningen berører udgravning, registrering og beskrivelse, optagning, rengøring, pakning samt prøvetagning for et enkelt skelet/grav – såvel brændt som ubrændt. Der kan også henvises til Karlberg et al., 2008 ”Lærebog i biologisk antropologi med human osteologi”, kap. 9¹. For udgravning af større fundkomplekser henvises til ’Vejledning i udgravning af human skeletter’ fra Horsens Museum².

Begrænsninger
Bevaringsforhold: I grave med dårlige bevaringsforhold kan skeletmaterialet være uanvendeligt i en antropologisk undersøgelse. Spørgsmålet om, hvornår et materiale bliver så småt eller så dårligt bevaret, at det ikke har en videnskabelig værdi, drøftes bedst med en antropolog.

Udgravning af den enkelte grav
Hvis en prøvetagning for aDNA er planlagt for det pågældende skelet, bør forholdsreglerne under temaark for DNA-‐analyser følges.

1. Når den enkelte gravs nedgravning kan erkendes, udgraves stratigrafisk.
2. Tag herefter fladen i graven af i passende etaper.
3. Når kraniet ses, graves resten frem med ske og eventuelt finere instrumenter. Det anbefales at overgå til træinstrumenter, når der er kontakt med skelettet for ikke at påføre skelettet post‐mortem skader, der kan forveksles med ante‐ og peri‐mortem skader.

Forud for dokumentationen skal skelettet graves frem så konturen af hver knogle er tydelig, men ikke så meget at knoglen løsner sig fra undergrunden.

Registrering, beskrivelse og måling
Det er på dette tidspunkt at der tages digitale målinger af graven (som regel 3 ved hver grav: ved enden af kraniet, ved hofteben og ved fødderne), fotos, at en eventuel tegning udføres samt beskrivelse af grav og skelet. Hvis der er spor efter kisten, bør man måle ydrepunkterne ind.

Registrering:
Gravform, armstilling (tegning), skeletters stilling og orientering

Bevaringsgrad (hvor stor en procentdel af skelettet er bevaret):
Skelettet: >75%, 75­‐50%, 50‐25%, <25%³

Knogleoverflade:
1 = overflade fuldt bevaret; 2 = let og spredt overfladeerosion; 3 = Størstedelen af overfladen berørt af erosion, men morfologien bevaret; 4 = Stærkt eroderet og morfologien forsvundet4.
Fragmenteringsgrad: (hvor stor en procentdel af knoglerne er fragmenteret) >75% (høj), 75­‐25% (moderat), <25% (lav) 4

Registrering af: Barn/voksen, eventuelle patologier, andet

Måling -­ legemshøjde

1. Skelettet måles i graven i udstrakt tilstand, hvis muligt. Målet tages med tommestok fra isse til bund af hælbenet/calcaneus. Hvis hælbenet ikke er intakt, så husk at anføre, hvortil målet er foretaget; for eksempel undersiden af springben/talus eller undersiden af skinnebenets/tibia ledflade.

2. For rekonstruktion af legemshøjden måles den maksimale længde af højre eller venstre lårben/femur evt. højre eller venstre skinneben/tibia eller højre eller venstre overarmsknoglen/humerus, hvis de nedre lemmeknogler ikke er bevaret. Det noteres, hvilken knogle der er blevet målt og fra hvilken side.

Begrænsninger:

1. Usikkerhed når individet ikke ligger udstrakt.
2. De anvendte regressionsformlerne bygger på moderne ’hvide’ mennesker, hvilket betyder at når man benytter formlerne på arkæologisk materiale får man estimerede resultater, der ofte kan være for højre.

Optagning
Skelettet bør forsøges optaget så hurtigt som muligt, da knoglerne, hvis de gennem længere tid udsættes for regn og sne, bliver bløde og derfor ofte vil brække ved optagning. Meget tørt og solrigt vejr udtørrer hurtigt knogler, så efter afgravning kan fladen eventuelt dækkes med en presenning for at modvirke udtørring. Hvis skelettet ligger i lerjord, som tørrer hurtigt og bliver hårdt i solen, kan man fugte den underliggende jord, men ikke skelettet selv.
Under optagningen af skelettet er det vigtigt, at de enkelte knogler graves helt fri, så det undgås at de brækker over, når de forsøges løsnet. Visse knogler/skeletelementer kan lige dybt eller være forstyrrede. Det derfor tilrådes at jorden i visse områder gennemgås nøje og eventuelt sies (5 mm). Der kræves især opmærksomhed omkring 1) Hånd-‐ og fodknogler, 2) Knoglernes ledender (epifyser), 3) Halsregion: tungebenet, forbenet strubehoved og skjoldbrusk. 4) Under de nederste ribben: Nyresten, urinvejssten og galdesten (højre og/eller venstre side). 5) Torsoregion: lungepanser (forkalkede belægninger på lungehinderne).

I hårdt leret/gruset jord: Skrøbelige knogler som skambenet/os pubis (den forreste del af bækkenet, hvor de to bækkenhalvdele/ossa coxae mødes) vil under disse forhold være særdeles sårbare, så man må være forsigtig i disse områder. Ved dårlige bevaringsforhold tilrådes det at tage knoglerne op i klumper af jord, så man undgår, at de skrøbelige knogler brækker. Den efterfølgende vask vil langsomt opbløde jorden, hvorved knoglerne bevares intakte. Eventuelt kan jorden opblødes omkring skelettet med vand.

Skelettet optages og lægges i en særlig kasse til skeletfund, som kan anskaffes gennem http://www.museumstjenesten.com/product.asp?product=54. Kraniet pakkes særskilt sammen med eventuelle løse tænder, som samlet lægges i små poser. Hvis det er muligt, sorteres hånd-­‐ og fodknogler i fire poser. Løsfundne knogler fra graven nummereres med selvstændigt nummer, men lægges i samme kasse som resten af skelettet.

Benyttes der plastikposer, bør man være særlig opmærksom på at holde poserne åbne, så fugt fra jorden kan fordampe. Knoglerne kan gå i forrådnelse, hvis de skal ligge længe, inden de bliver rengjort. Kassen påføres akronym, journalnummer, gravens nummer, skelettets nummer og eventuelle løsfundne knoglers X­‐nummer.

Eventuelle forbeninger og forkalkninger bør behandles varsomt og optages særskilt i poser eller æsker. Deres placering bør dokumenteres.

Spædbørnsgrave: ligger niveaumæssigt ofte højt i kirkegårdsjorden, hvorfor man her bør være på særligt udkig efter små knogler. Jorden fra spædbørnsgrave samt børnegrave fra mindre børn bør generelt sies (ca. 2 mm), da deres knogler kan forveksles med småsten og derfor overses.

Jordprøve:
Det foreslås, at der som rutine udtages to jordprøver ved hvert skelet, så der er sikret referencemateriale. Referenceprøverne er vigtige for fremtidige naturvidenskabelige undersøgelser af f.eks. sporstoffer, som for eksempel bly, ved analyser af strontium, botaniske rester samt eventuelle fremtidige studier af mulige mikroorganismer.
Den ene jordprøve tages ved venstre lårben (eller højre, hvis det ikke er intakt). Den anden prøve tages fra maveregionen. De to prøves lægges i plastikposer, som lægges i kassen sammen med skeletdelene. Det markeres på skelettegning, hvor prøverne er taget.

Rengøring
Hvis muligt anbefales det ikke at vaske knoglerne, men at lade jorden tørre og efterfølgende børste det af med en blød børste1,3,4. Dog kan dette være et problem i leret jord eller på grund af tidspres. I disse tilfælde tilrådes forsigtig vask med køligt vand.

Opbevaring
En kasse bør således rumme et primærskelet samt eventuelle løse knogler fundet i gravfylden. Er der tale om en dobbeltgrav, hvilket vil sige to individer gravlagt i samme grav, placeres de to skeletter så vidt muligt i samme kasse i hver sin pose. Hvis knoglerne fylder for meget, benyttes to kasser, men husk nummerering, så det tydeligt fremgår, at der hører flere kasser til samme grav. Det samme gælder, hvis et enkelt skelet ikke kan være i én kasse.

Prøveudtagning
Der er i dag mange forskellige muligheder for naturvidenskabelige undersøgelser af humane skeletter (for retningslinier se venligst de respektive afsnit)

---

Litteratur:
¹Karlberg, I., Schramm Hedelin, H., Hårding, B., Kjellström, A., & Iregren, E. (2008) Bein i felt og magsin. I Lynnerup, N., Bennike, P. & Iregren, E. (eds). Lærebog i biologisk antropologi med human osteologi. Gyldendal, København.

²Jensen, L.S., Jensen, L.S., Kjærgård, A. & Pedersen D. (2008). Vejledning i udgravning af humane skeletter. Horsens Museum: Horsens.

³Buikstra, J.E. & Ubelaker, D.H. (eds) (1994). Standards for data collection from human skeletal remains. Arkansas Archaeological Survey Research Series No. 44., Fayetteville.

⁴Brickley, M. & McKinley, J.I. (eds) (2004). Guidelines to the standards for recording human remains. IFA paper no. 7. BABAO: U.K.