Pollenanalyse er den eneste metode, der giver det fulde overblik over vegetationens udvikling i fortiden. Men metoden er desværre yderst arbejdskrævende – og dermed dyr. Et detaljeret pollendiagram fra en dansk sø, omfattende hele sen- og postglacialtiden, repræsenterer ofte hen mod et års arbejde. Så dem foreligger der ikke voldsomt mange af.
Computeren er en kolossal hjælp til behandlingen af pollendata, men bestemme og tælle pollen kan den ikke - endnu. Det er ved mikroskopet, at arbejdet skal udføres. Man må sætte sig daglige og ugentlige mål. Det er derfor normalt, at den store tælleindsats ses i pollenanalytikerens unge år. Senere bliver sværere og sværere at afse den fornødne tid til mikroskoparbejdet.
Det var botanikeren Knud Jessen, der introducerede pollenanalysen her i landet. I hans disputats om de nordøstsjællandske moser fra 1920 findes de første pollendiagrammer, dog kun omfattende de almindeligste træarter, mens det talte antal pollen lå mellem 100 og 200 pr. prøve. Senere inddelte Jessen tiden fra istiden til nutiden i 9 pollenzoner, hver karakteriseret af sin specielle sammensætning af vegetationen. Herved var grunden lagt til anvendelsen af pollenanalyse til datering.
Det var et pionerarbejde at forfine pollenanalysen til at omfatte alle kendte planter. Dette arbejde foregik i 1940’erne og 1950’erne i et samarbejde mellem Nationalmuseet og Danmarks Geologiske Undersøgelse under ledelse af henholdsvis Jørgen Troels-Smith og Johannes Iversen. Der blev indsamlet pollen af nulevende planter, deres udseende blev fastholdt i fotos og tegninger og der blev udformet bestemmelsesnøgler. Danmark var i disse år førende indenfor pollenanalyse.
Når alt dette var på plads, kunne analyserne udføres i højeste kvalitet. Og målene blev sat højt. Det var på Nationalmuseets VIII Afd., senere NNU, reglen at bestemme og tælle minimum 2000 pollen af skovtræer pr. prøve, svarende til et betydeligt større antal af samtlige pollentyper. Alt efter bevaringsforhold og pollenindhold kunne analysen af en enkelt prøve tage fra en dag til en uge. Hensigten var f. eks. at ”fange” de meget sjældne pollen fra dyrkede planter og ukrudt, som optrådte ved agerbrugets indførelse 4000 f. Kr. Sådanne høje tælletal ses yderst sjældent i publikationer i dag.
Svend Jørgensen var dengang en af de flittigste ved mikroskopet. Hans disputats om den tidlig postglaciale udvikling i St. Åmose fra 1963 er et meget omfattende analysearbejde. Lige under grænsen mellem pollenzone VI og VII, d.v.s. i begyndelsen af Ældre Lindetid, kunne han således, takket være det store antal talte pollen, vise en kort periode med klimaforværring. De sjældent forekommende pollen af de varmekrævende arter, Vedbend og Mistelten, udviste nemlig et markant minimum i perioden. Ingen ville have opdaget det i et diagram med færre talte pollen. Der var i 1960’erne ingen sammenlignelige pollendiagrammer, så dette spændende resultat måtte bare stå ukommenteret hen.
Da første iltisotopkurver fra boringerne i Grønlands indlandsis fremkom, kunne man allerede i de først publicerede temperaturkurver, i det ellers ret jævne postglaciale kurveforløb, se et kortvarigt men meget markant temperaturfald for 8200 år siden - uden tvivl samtidigt med Svend Jørgensens fra St. Åmose. Heldigvis besluttede det globale klimasystem efter et par århundreder sig for, at dette ikke skulle være indledningen til en ny istid.
Iskerneresultaterne satte pollenanalytikerne i gang verden over. Dette klimaudsving måtte også kunne ses i pollendiagrammerne. Og det kunne det. Det er nu mange steder vist, at 8.200-eventen, som den kaldes, satte sig tydelige spor i vegetationsudviklingen. Også på flere danske lokaliteter. I Danmark hører klimaforværringen hjemme under Kongemosekulturen, for øvrigt opkaldt efter en boplads i St. Åmose udgravet af ovennævnte Svend Jørgensen. Hvor meget klimatilbageslaget indvirkede på stenalderjægerens levevilkår, er det ikke let at sige noget kvalificeret om.
Men det var Nationalmuseet, der først opdagede 8.200-eventen. Det er der ikke mange, der har erkendt, men herved foreligger det altså på tryk.
Pollen af Baldrian tegnet og beskrevet af B. Brorson Christensen i 1944
Litteratur:
Svend Jørgensen, 1963: Early Postglacial in Åmosen. Danmarks Geologiske Undersøgelse, II. Rk., Nr. 87.
Charlie Christensen, Claus Malmros, Niels Bonde og Sabine Karg, 2007: Menneske og miljø. Naturvidenskab på Nationalmuseet gennem 70 år. Nationalmuseets Arbejdsmark 1807-2007.
Charlie Christensen og Morten Fischer Mortensen, 2011: Danmark fra istid til fremtid – fokus på markante klimaudsving. Geologisk Nyt, nr. 3, 2011.
Database over danske pollenlokaliteter, se: www.arkaelogi.dk/pollen