De arkæologiske lag fra klostre og middelalderbyer indeholder ofte mængder af frø, men er det nu også de gamle frø der spirer frem i udgravningerne?

Jeg er skeptisk, i de to årtier hvor jeg har lavet arkæobotaniske undersøgelser, har jeg ikke observeret at de gamle frø er spiret. Da jordprøverne til arkæobotaniske analyser opbevares i klar plastik vil de være udsat for lys, jorden er som regel fugtig og jordprøverne henstår ofte lunt inden de bliver analyseret, hvilket vil sige at de optimale spiringsforhold for de fleste frø har været til stede.

Fra de våde aflejringer skyldes den manglende spiring, at det med meget få undtagelser kun er frøskallerne vi finder. Det inderste af frøet, som består af stivelse, der kan være olieholdig eller proteinholdigt er ikke bevaret, og det er kimen heller ikke.

I frø der har ligget tørt kan indmaden godt være bevaret under helt specielle forhold, men spørgsmålet er så om de kan bevare spireevnen i flere hundrede år når de ligger i jorden, eller om det er nyere frø der spirer. Jeg hælder mest til det sidste, recente frø kan transporteres langt ned i de tørre jordlag af orme og andre dyr, frø fra omgivelserne spredes ned i udgravningerne og spirer frem i de arkæologiske lag, og endelig kan der ligge nyere frø i de øvre jordlag som spirer når jorden rodes rundt.

Bulmeurten er en af de planter der formodes at bevares spireevnen i mange år. I flere tilfælde er det observeret at planten spirer frem når der rodes i jorden ved gamle klosterhaver, men der foreligger ingen dateringer på selve frøene, så vi ved reelt ikke om det er frø fra planter der groede på stedet for 2, 10 eller 500 år siden. Det kan vi kun med sikkerhed få afklaret ved at datere på selve frøene, men det skal være frø der endnu ikke er spiret, da planten begynder at optage C14 i det øjeblik den spirer.