Datering og isotopanalyser på madskorper

Bente Philippsen

Madlavning som i Ertebølletiden. Der er godt fyret op under potterne, fordi det ellers tager lang tid inden en madskorpe dannes.
Fotograferet af Bente Philippsen.

 

På forhistoriske potteskår kan man ofte finde rester af brændt mad, de såkaldte madsdkorper. De indeholder organisk materiale fra det tidspunkt, hvor keramikken blev brugt, og er derfor oplagte materialer for kulstof-14 dateringen. Det var også tilfældet for Ertebøllekeramik fra to indlandsfundpladser i Nordtyskland. Den blev dateret til  5200 f. Kr. - 5400 f. Kr. - men kunne den virkeligt være så gammelt? Den samme keramik fra kystbopladser var op mod 1000 år yngre...

Derfor havde man mistanken at der var tale om en ferskvandsreservoireffekt. Fundpladserne lå nemlig ved siden af åer med hårdt vand, altså med højt karbonatindhold. Karbonat stammer fra opløsning af kalk, som er så gammelt, at alt kulstof-14 i den er henfaldet. Vandplanter ville nu optage det "gamle" kulstof, og derfra ville det gå hele vejen op i fødekæden. Jeg daterede nogle vandprøver, planter og fisk fra de to åer, som så blev målt til at være nogle tusinde år gamle - selvom jeg jo lige selv havde fisket dem op. Denne forskel mellem den "virkelige" og den målte alder kalder man reservoireffekt, fordi kulstoffet kommer fra et reservoir med en "for lav" kulstof-14 indhold (i dette tilfælde hårdtvandsåen). Hvis Ertebøllefolket havde kogt fisk i deres lerkar, så ville en kulstof-14 datering af madskorperne jo også se gammel ud. Det skulle dog først bevises, at en reservoireffekt i en ingrediens faktisk afspejler sig i madskorpen. Derfor kogte jeg en fiskesuppe af fisk med en reservoiralder på ca. 722±47 14C-år og lod den brænde fast. Den resulterende madskorpe havde en reservoiralder på 756±41 14C-år, så de to reservoiraldre stemmer fint overens indenfor måleusikkerhederne. Ferskvandsreservoireffekten kan altså godt have en indflydelse på madskorpedatering, og om madskorpen har den samme alder som ingrediensen.

Men nu vil man jo gerne vide, om den madskorpe man sender til datering, også har en reservoireffekt. Men man kan jo ikke se på en sort skorpe, om den indeholder grønsager, fisk eller kød. Derfor blev det i eksperimenterne også afprøvet, hvilke isotopværdier (d13C og d15N) forskellige ingredienser og blandinger af ingredienser frembringer. Isotopværdierne for forskellige skår fra samme gryde varierer en del, når der blev kogt blandinger af forskellige madvarer, alt efter hvilken ingrediens der brændte hvilket sted. Man kan dog se på madskorpens isotopværdi om den indeholder betydelige mængder ferskvands- eller havfisk, så man ved i det mindste i hvilke prøver der er en stor fare for en reservoireffekt, selvom man ikke kan rekonstruere hele stenalder-menuen ud fra enkelte madskorpeanalyser.


Potteskår med madskorpe fra eksperiment. Foto: Bente Philippsen.


Arkæologisk potteskår (Ertebølle) med madskorpe,
fra kystbopladsen Neustadt i Schleswig-Holstein. Foto: Bente Philippsen.


Under eksperimentet holdes godt øje med temperaturen. Foto:  Sönke Hartz.