Keramik er betegnelsen for brændt ler (> 500 °C) altid med en større eller mindre, naturligt forekommende andel af grovere materiale (silt, sand) og ofte med tilsat magring.
Materialet kan opdeles i kar lavet af keramik og teknisk keramik som omfatter alt fra ovnvægge til vævevægte, digler, essebeklædning, tegl m.m. Ceramologi er studiet af keramikhåndværket og keramiske materialer i deres praktiske, symbolske og sociale kontekst. En lang række forskellige ceramologiske og naturvidenskabelige metoder kan anvendes på keramik (formanalyser, petrografi, termiske analyser, kemiske analyser og lipidanalyse).

Hvad kan keramikanalyser anvendes til i kulturhistorisk sammenhæng.
Keramik har oftest en kompleks sammensætning med en mere eller mindre tydelig geologisk signatur i råmaterialerne, men først og fremmest indeholder det en række oplysninger om fremstillingsprocessen og de traditioner som styrer denne (se om proveniensbestemmelse længere frem). Valget af råmaterialer, blandingen af ler og magring i et vist mængdeforhold, valg af opbygningsteknik, formgivning, yderbehandling og brænding af et kar er bevidste handlinger integrerede i en håndværkstradition. De bestemmes af tilgængelige råmaterialer, teknisk kundskab og den færdige genstands tiltænkte funktion. De krav som kar respektive teknisk keramik stiller til råmaterialernes egenskaber er oftest meget forskellige og valget af råmaterialer udgør en vigtig del i forståelsen af håndværkets kvalitetsniveau.
Analyser af keramik kan derfor fortælle os om keramikhåndværket, om de aktiviteter hvori keramikken indgik (gælder især teknisk keramik) og om kontakter mellem lokalområder (f.eks. mellem boplads og gravplads) og regioner ud fra teknologiske ligheder eller ”importerede” genstande/tekniske detaljer.

Keramikkens og keramikanalysernes begrænsning /usikkerhed
Proveniensbestemmelse på basis af råmaterialerne er sjældent mulig på forhistorisk keramik indenfor det sydskandinaviske område. Det skyldes først og fremmest den meget varierende sammensætning af det kvartære moræneler, som er det dominerende råmateriale. Hvis analyseresultaterne af et keramisk materiale viser at der er en karakteristisk mineralogisk eller kemisk sammensætning, og denne stemmer overens med lokale lerforekomster kan man være ganske sikker på at der er tale om lokal produktion. Keramik af ler, som afviger fra prøver af den mest almindeligt forekommende lokale ler, kan være importeret men pga. den ovenfor nævnte undergrundsvariation kan vi ikke udelukke lokal produktion. For at kunne bevise import må vi desuden kende til lignende genstande af samme råmaterialer fra et ”eksport”-­‐område, hvor lignende gods er normalt forekommende.
En markant undtagelse fra dette er Terra Sigillata, hvor analyser kan sammenlignes med nøjagtige kemiske signaturer for alle kendte værksteder.
Når det gælder kemiske analyser af keramik som er brændt under 900-­‐1000 °C og derfor porøst er forureninger fra det omgivende miljø en vigtig fejlkilde. Dette gælder specielt keramik i kulturlag i bymiljø.

Prøveudtagning og opbevaring
Keramik er generelt et bestandigt materiale hvis det beskyttes mod frostsprængninger. Materialet kan dog også påvirkes af langvarigt ophold i vådt miljø og specielt af forskellige syrer – som f. eks fosforsyre som kan dannes i gravmiljøer når ubrændte og brændte ben nedbrydes.
Det er altid en god ide at lade keramik i dårlig tilstand tørre så meget som muligt inden det tages op da dette øger materialets fasthed. Ligger keramikken omgivet af stiv ler er det dog bedst at fjerne så meget ler som muligt inden tørringen da indtørret ler er meget svært at fjerne efterfølgende uden at beskadige keramikken.
Hvis man ønsker at lave lipidanalyser på et keramisk objekt bør det berøres så lidt som muligt ved optagelsen og derefter opbevares indpakket i stanniol i køleskab indtil analysen kan udføres.
Prøver af det lokale ler enten fra gruber i lerundergrund eller fra kanten af en nærliggende å kan sammenlignes med de råmaterialer som er blevet anvendt til kar og teknisk keramik. Ca. 1 dl er en god prøvestørrelse.

Oplysninger der skal medsendes
De fleste oplysninger om pladsen er til nytte. Vigtigst er: alder, grav/boplads, anlægsstype, anlægsstruktur, andre fund i samme anlæg, åbenbare forureningsmuligheder og dominerende undergrundstype.